Menu

OKS har fået støtte fra Folkeoplysningsudvalget i Odense Kommune til ’Fantastisk Børnehavebold’ i 2023-2024.

image
Evald Bundgård Iversen
21. marts 2023 kl. 19:41
Formålet med projektet Fantastisk Børnehavebold er at inspirere børnehavebørn til at være fysisk aktive.

OKS har fået 90.000 kr. i støtte fra Folkeoplysningsudvalget i Odense Kommune til i 2023-2024 at gennemføre projektet ’Fantastisk Børnehavebold’.

Formålet med projektet Fantastisk Børnehavebold er at inspirere børnehavebørn til at være fysisk aktive. Projektet sætter fokus på bevægelsesglæde gennem legende og sjove aktiviteter med bold.

Først og fremmest er succeskriteriet for Fantastisk Børnehavebold at flere børn oplever glæden ved bevægelse og motiveres til at blive fysisk aktive. Dernæst er det målet, at børnene oplever glæden ved leg med bolde. Endelig er det også et succeskriterium, at børnene opnår kendskab til og fortrolighed med at komme på OKS’s anlæg.

OKS er beliggende i et område, hvor der er mange børnehaver inden for en meget lille radius. OKS vil række ud til disse børnehaver og vil gå efter, at fem af dem ønsker at deltage i forløbet.

De konkrete aktiviteter udvikles i samarbejdet med Forsknings- og Implementeringscenteret  for Idræt, Bevægelse og Læring (FIIBL) på SDU, der i 2023-2025 afvikler ’børnehavebørn bruger bolden’ (BBB), som skal undersøge, hvordan lege og aktiviteter med bolde kan fremme bevægelse for alle børn i børnehaven (http://fiibl.dk/boernehaveboern-bruger-bolden/). I dialog med BBB udvikles, afprøves og beskrives aktiviteter, der er velegnede til børnehavebørn i børnehaverne og i klubben.

Planen er, at trænere fra OKS i løbet af projektets periode vil besøge børnehaverne 2 gange med legende boldaktiviteter, derefter skal børnehaverne besøge OKS’s anlæg, en gang hver for sig og en gang sammen.

Snarest muligt i 2023 rækkes ud til børnehaverne med henblik på at kunne gennemføre første forløb med børnehaverne i maj til juni 2023. I anden halvdel af 2023 evalueres og optimeres forløbet med henblik på at gentage dette i 2024.

Medlem af bestyrelsen i OKS, Evald Bundgård Iversen, udtaler: ”Vi er meget glade for, at Folkeoplysningsudvalget i Odense Kommune har kunnet se potentialet i også at forsøge at lave boldaktiviteter med lokale børnehaver. Det er nyt for OKS at række ud til de helt små på den måde, men vi håber meget på at de lokale børnehaver vil have lyst til at samarbejde med os – vi vil i hvert fald meget gerne i et nærmere samarbejde med dem om at skabe leg og bevægelse for børn!”

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungerer, med de giver også info om hvordan du bruger vores hjememside, så vi kan forbedre den for både dig og for andre. Cookie på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden accepterer du vores brug af cookies.
Luk