Dejlig sejr mod Marienlyst
Marienlyst havde bolden meget, men havde svært ved at bryde gennem OKSernes defensiv og efterhånden som kampen skred frem, blev der mere og mere plads til omstillinger for OKS, der skabte mange chancer på direkte spil og scorede to gange inden gæsterne reducerede. En klassisk sejr skabt på god taktik af vores trænerteam og vel udført af de rød / hvide spillere.
Kampdata:
OKS – Marienlyst 2 – 1 (0 – 0)
1 – 0 Rasmus Skovgaard Jensen (49.)
2 – 0 Christian Wulff Brandt (70.)
2 – 1 Ronny Larsen (74.)
Tilskuere: ca. 350
Som ventet var Marienlyst meget på bolden fra kampens start. Ligeledes kørte de et voldsomt genpres, der stressede OKS til hurtige boldtab.
I kampens indledning var det ikke de store målchancer der blev skabt, med de på dagen sort blusede gæster fik en del hjørnespark, som forsvaret og målmand Jacob Fechtenburg generelt havde fint styr på.
Det var da også efter et hjørnespark at Marienlyst fik deres største chance i første halvleg, hvis man ser bort fra det straffespark de fik i det 40. minut, men afslutningen tæt under mål strøg over.
Omkring den halve time befriede OKS sig mere og vi kom frem til et par halve muligheder, men vi manglede i lighed med gæsterne den sidste snert af farlighed i forsøgene.
Som nævnt blev Marienlyst tildelt et straffespark i det 40. minut, da en angriber faldt lettere kluntet efter en nærkamp. Dommeren fløjtede for straffe til frustration for de overraskede OKS spillere, der mente at BM spilleren faldt over sine egne ben. Mathias Munk sparkede og den dygtige spiller der plejer at være skarp foran kassen, placerede bolden i Jacob Fectenburgs venstre side. Vores nye målmand reddede dog fremragende og dermed var stillingen stadig 0 – 0. En klasse aktion af ”Yankie”, der generelt stod en rigtig god kamp.
Pause.
OKS vidste at gæsterne, som kampen skred frem, ville satse endnu hårdere på at fremtvinge en scoring. Deres backer bliver skubbet langt frem af banen og ofte deltager en af deres to midt stoppere også i det offensive ved at skubbe med frem. Det efterlader et hold der er sårbart ved omstillinger, hvis man som modstander bevarer hovedet koldt, spiller sig ud af det første pres og iscenesætter vores hurtige offensive spillere.
Og det var netop hvad der skete i det 49. minut. OKS brød et angreb. Emil Skursch spillede bolden gennem et pres til Wullf, der stak Rasmus Skovgaard med en præcis pasning. Skovgaard kom dermed i en ren løbeduel, fra midten af banen, mod BMs tilbageværende forsvarsspiller. Angriberen var klart hurtigst og da Marcus Sørensen i gæsternes mål løb ud af feltet og ville stoppe Skovgaard, blev han rundet og Skovgaard kunne trille bolden i det tomme mål til 1 – 0 til stor jubel for de fleste af de ca. 350 tilskuere.
I de følgende minutter var OKS tæt på yderligere scoringer efter samme recept, men heldet var med Marienlyst, der til stadighed spillede med mange spillere foran bolden.
I det 70. kom så endnu en scoring. Christian Wulff gled igennem i venstre side, men hans afslutning gik langt forbi målet. Bolden så ud som om at den ville gå til målspark ude ved hjørneflaget, men stoppede kort før mållinjen. Det var Lasse Grønholt den første der opfattede, så han løb ud og tog bolden, driblede forbi en forsvarer og serverede bolden for en helt fri Wulff, der blot satte en inderside på og dermed scorede til 2 – 0.
Der gik blot fire minutter inden Marienlyst slog tilbage. Jacob Schmidt gik fri i venstre side af feltet og han servered bolden til Ronny Larsen, der tæt under mål havde let ved at score. 2 – 1.
Den resterende del af kampen blev med billedet af et gæstehold, der havde bolden meget, men OKS defensiven havde godt styr på løjerne og BM kom aldrig frem til den chance der kunne have givet mulighed for udligning.
I stedet gik kampen til ende og jubel var stor, da dommeren fløjtede af og sejren var i hus.
Vi mener selv at det var fortjent. Vi vidste, at vi ikke kunne holde de dygtige BM spillere fra at have bolden meget, men det var forbavsende lidt de kom frem til af målchancer. Selvfølgelig kunne meget have set anderledes ud, hvis gæsterne havde scoret på straffesparket, men det skete ikke og derfra af, var det absolut OKS der havde de fleste og største målchancer.
Dermed har OKS vundet vores to første kampe. Vi ved at tingene ikke bare vokser ind i himlen og vi er ydmyge over pointene som vores helt ”nye” hold har spillet hjem. Det giver en sund tro på fremtiden for OKSerne.
Næste kamp er på fredag, hvor vi skal på besøg i Hedensted, hvor der venter endnu en svær opgave mod sidste sæsons velspillende tophold. Mere herom senere.