Menu

Vigtig og fortjent sejr til OKS U16 liga 1

image Et stærkt U16 hold i landets bedste række (for ikke licensklubber) - i de karakteristiske orange trøjer fra OKS' danmarksserie. Til låns mens vi håber på at finde en sponsor til nyt tøj i den rigtige størrelse :-)
Claus Mathiesen
28. marts 2023 kl. 19:59

U16 Drenge Liga 1

OKS vs Dalum IF : 2-0

Søndag den 26. marts 2023 kl. 13.30

 

Der var lagt op til det helt store lokalopgør denne søndag på OKSon park – mellem OKS og Dalum IF U16 drenge, to mandskaber af høj spillemæssig kvalitet. Og der var derfor også en del tilskuere, der havde fundet vej til kunstgræsbanen på Østerbæksvej.

Kampen blev fløjtet i gang, og det var Dalum med bolden fra start.

Og det var en lidt usikker start for begge mandskaber, noget anspændt i bevægelser og afleveringer – hvilket nok kunne tilskrives betydningen af denne kamp for begge hold.

Dalum gik højt på OKS i starten, men OKS formåede fint at spille uden om deres kæder og komme frem på banen.  Begge mandskaber havde et velspillende forsvar, så chancer var der ikke mange af de første 15 minutter.

Men i det 16. minut var det OKS, der fik etableret en kontra, og fik vist hvor hurtigt og effektiv det kan gøres. Bolden afleveres til OKS’ Jonas Hørlyk, der med en god tæmning spiller op på den altid hårdtarbejdende angriber, Adam Dresbøll, som fikst lægger af til Hørlyk igen, der finder en medstormende Matias Rasmussen, og med en hurtig vending og et lille touch lægger den til rette for OKS’ Aslan Bulkaz, der uden tøven sparker den i det korte målhjørne. Et fremragende og velspillet angriib – 4 berøringer og 1-0 til OKS.

Bagud 1-0 var det Dalum, der skulle frem på banen. Og de gjorde et ihærdigt forsøg, men OKS stod rigtig stærkt defensivt, så det var svært for Dalum at få skabt nogen chancer. OKS spillede sig fornuftigt ud af presset og havde forholdsvis godt styr på kampen.

Det var da også OKS, der fik sat et ekstra mål på kontoen. Efter en bolderobring på midten af OKS’ Matias Rasmussen, sendes bolden til Jonas Hørlyk, der sætter kurs direkte mod Dalums mål. Her bliver han ”kanten” af en uheldig Dalumspiller, hvor dommeren vælger at tilkende straffespark til OKS. Et spark, selvsamme Jonas Hørlyk eksekverede på fornem vis og en føring til OKS på 2-0 i det 24’ minut.

Resten af halvlegen bølgede kampen frem og tilbage, OKS med de største chancer for yderligere scoringer. Men en pausestilling på 2-0 til OKS var en kendsgerning.

Anden halvleg sat i gang og OKS med bolden, mod et Dalum hold, der var bagud 2-0 og skulle frem og presse. Og det lykkedes sådan set også Dalum at få presset OKS en smule tilbage, men frem til de helt store chancer kom de ikke– og de sporadiske forsøg på mål var ingen sag for Frederik Wikkelsø i OKS-målet, der aldrig rigtig blev udfordret i kampen.

Anden halvleg bølgede frem og tilbage hvor spillet var meget koncentreret i den midterste tredjedel – det var nok OKS, der var tættere på 3-0 end Dalum var på 2-1 i en udramatisk halvleg. Der var heller ikke den store dramatik i de tre harmløse gule kort, der blev uddelt – to til OKS og ét enkelt til Dalum.

Trods undertal for begge mandskaber undervejs, skabte det ikke yderligere spænding, og OKS kunne fortjent hive en sikker 2-0 føring til vejs ende, i en, måske ikke så velspillet og flot kamp, men trods alt en meget fair spillet kamp.

 

Tak for kampen til Dalum, og ikke mindst tak for støtten fra de mange fremmødte tilskuere på OKSon park. Det er fantastisk med opbakning, tusind tak for dét!

 

 

Børneudviklingstrænere

Børneudviklingstræner - Drenge
profilepic
Claus Gramm Mathiesen
Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungerer, med de giver også info om hvordan du bruger vores hjememside, så vi kan forbedre den for både dig og for andre. Cookie på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden accepterer du vores brug af cookies.
Luk