Menu

OKS U16 drenge sikkert videre i pokalturneringen

image
Claus Mathiesen
19. april 2023 kl. 14:56

 

DBU Fyns Ungdomspokal 2023 – U16 drenge

Otterup Bold- og Idrætsklub vs. OKS: 3 – 7

Tirsdag den 18. april kl. 18.00 – Intersport Arena Otterup

 

 

Der var ingen slinger i valsen da OKS U16 drenge gæstede Intersport Arena Otterup i anden runde af DBU Fyns Ungdomspokal.

Otterups U16 drenge spiller til dagligt i Liga 5, så der var ikke levnet dem de store chancer for en sejr – hvilket nogen gange kan påvirke det bedre rangerende hold til at slappe lidt for meget af, og måske ikke holde fokus og koncentration – med nederlag til følge.

Men det var tydeligt allerede fra kampens start, at OKS havde fået indstillet hovederne rigtigt og startede fuldt fokuseret.

Og der skulle heller ikke gå meget mere end 8 minutter før første scoring faldt – OKS’ Mohammed Yousef i samspil med Sofus Dreisig Kirkegaard kombinerede sig hurtigt igennem Otterups forsvar og kunne bringe OKS foran med 1-0 ved Mohammed Yousef.

Selvsamme Mohammed Yousef var på færde igen allerede 2 minutter efter, igen et par hurtige kombinationer, denne gang med Nikolaj Alicajic i oplæggerens rolle, 2-0 til OKS efter 10 minutters spil.

 

Trods de svære betingelser for Otterup, så have de lyst til at spille fodbold, og viste en fantastisk fightervilje. Og ind imellem kom de også til chancer, dog uden problemer for Sofus Bøgebjerg Gregersen i OKS målet.

2-0 var således pausestillingen.

 

Anden halvleg blev sat i gang, og Otterup havde bestemt ikke mistet modet for en scoring. OKS var måske ikke helt kommet ud fra pausen endnu, og blev fanget lidt i en kontra. Udfaldet af dette blev et frispark, begået lidt uden for OKS’ målfelt – en oplagt mulighed for scoring, der blev fuldt udnyttet af Otterups Viktor Jeppesen, der resolut sparkede bolden i nettet til stor begejstring for det fremmødte hjemmepublikum.

Det fik dog OKS til at vågne lidt op, og fik sat tempo på deres spil igen – og her kunne Otterups gæve drenge ikke følge helt med. Heller ikke da OKS’ Sofus Dreisig Kirkegaard tryllede med snævre driblinger i feltet udplacerede Otterups målmand og derved bringe OKS foran 3-1.

Herefter gik det ret stærkt med angreb og chancer for OKS. OKS’s Emil Lercke er på færde i feltet og bliver standset på en lidt for hårdhændet måde – resulterende i et tilkendt straffespark som Mohammed Yousef sikkert eksekverer til 4-1.

Og minsandten om ikke selvsamme Mohammed Yousef sender bolden i kassen allerede 4 minutter efter – og med 4 mål på kontoen må han næsten siges at være dagens mand.

OKS fortsatte ufortrødent med deres hurtige spil, og det blev således også til endnu et par scoringer af Sofus Dreisig Kirkegaard og Sajed Ezzat til henholdsvis 6-1 og 7-1.

Trods bagud 7-1 blev Otterup ved med at kæmpe og havde stadig lysten til at spille fodbold. Og ihærdighed lønner sig som regel, hvilket også var tilfældet i denne kamp.

Otterup evnede at spille sig flot frem ad banen og komme til afslutninger, og med to flotte scoringer af Alexander Wiingaard og Johannes Marius Esbech fik de reduceret til 7-3.

Men mere var der desværre ikke i det for et flot kæmpende Otterup-hold, og kampen ender med en sejr til OKS på 7-3.

 

Tillykke med sejren OKS, og ikke mindst tak for kampen til Otterup, og tak for at være medvirkende til en underholdende og seværdig kamp.

 

 

Børneudviklingstrænere

Børneudviklingstræner - Drenge
profilepic
Claus Gramm Mathiesen
Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungerer, med de giver også info om hvordan du bruger vores hjememside, så vi kan forbedre den for både dig og for andre. Cookie på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden accepterer du vores brug af cookies.
Luk