Bestyrelsesmødereferat 10. marts 2026
Referat af Bestyrelsesmøde OKS
Dato: 10. marts 2026, kl. 19:30-20:45
Sted: Virtuelt (Teams)
Afbud: Ingen
1. Godkendelse af referat for sidste møde
Er først fremsendt efter referentens og de øvrige 5 udtræden af bestyrelsen og derfor har det ikke været muligt at godkende referatet af den siddende bestyrelse.
2. Gennemgang af udkast til årsregnskab
a. Gennemgang af regnskabsudkast fra Beierholm
Regnskabet udvisende et overskud på kr. 232.526 og en egenkapital på kr. 201.082 blev gennemgået detaljeret af selskabets revisor Beierholm / Rune Dalsgaard Jørgensen. En del af overskuddet kom fra ”transfersalg”, idet OKS er berettiget til ”ungdomsprocenter” vedrørende Oliver Sørensens transfer fra FC Midtjylland til Parma. Ellers var der ingen iøjnefaldende poster i regnskabet.
b. Stillingtagen til hvorvidt regnskabet kan godkendes / underskrives
Fra bestyrelsens side var der stor tilfredshed med både resultatet, samt det faktum at egenkapitalen er positiv. Bestyrelsen godkendte enstemmigt tallene i udkast af årsrapporten for 2025. Selskabets revisor Beierholm har dog udbedt sig et budget for 2026 i forhold til at kunne vurdere going concern (den fremtidige drift) i 2026 og afgive deres endelige påtegning på årsrapporten. Da bestyrelsen fratræder torsdag d. 12. marts 2026, var det den samlede bestyrelses holdning, at dette budget skulle udarbejdes af den tiltrædende bestyrelse, da den nye bestyrelse kommer til at stå for driften af foreningen fra deres tiltrædelse og dermed skal have mulighed for at lave deres egne vurderinger og forudsætninger for at drive klubben fremadrettet.
Konklusionen er derfor, at udkast af årsrapporten er godkendt af den siddende bestyrelse d. 10. marts 2026. Men da revisor mangler et budget for 2026 til at kunne vurdere foreningens drift i 2026 må underskrift på regnskabet udskydes indtil budget for 2026 er udarbejdet. Det betyder at udkast af årsrapport er godkendt, men årsrapporten 2025 skal endelig underskrives af den nye bestyrelse når budget for 2026 er udarbejdet.
3. Henvendelse fra Old Boys omkring overtagelse af ombygning af bygningerne
a. Der er opnået enighed med både Odense Kommune og Old Boys afdelingen om overdragelse
Projektet med ombygningen af 1. salen har været drøftet med Odense Kommune, da det er Old Boys afdelingen, der ejer bygningerne. Der er generelt enighed mellem alle involverede parter (OKS, Old Boys og Odense Kommune) om, at projektet burde være placeret hos Old Boys. Der er på den baggrund indgået aftale med Odense Kommune om, at Old Boys overtager ombygningen herunder tilskud og forpligtelsen til at få det udført. Pr. dags dato er alle relevante dokumenter udarbejdet og underskrevet af alle parter.
b. Old Boys afdelingen ønsker, at den modtagne forudbetaling på kr. 1,2 mio skal følge projektet
Som følge af ovenstående har Old Boys stillet krav om at få overført den af Odense Kommune foretagne forudbetaling på kr. 1.204.819, idet de nu de facto har forpligtelsen. OKS har allerede afholdt udgifter for kr. 64.925 til arkitekt mv., hvorfor beløbet som skal overføres udgør kr. 1.139.894. Der blev fremvist brev af 10. marts 2026 fra Old Boys med krav herom. Bestyrelsen har stor forståelse for dette, men ønsker ikke at overføre et så stort beløb kort tid før en ekstraordinær generalforsamling.
Det blev derfor drøftet, hvorvidt det er muligt at oprette en deponeringskonto, hvor beløbet indsættes til fordel for udførelsen af projektet og til sikring af Old Boys også får forudbetalingen, når de også har påtaget sig forpligtelsen til at udføre projektet.
På baggrund af ovenstående blev det enstemmigt besluttet at oprette en deponeringskonto til fordel for Old Boys til udførelse af projektet.
4. Praktiske forhold omkring afviklingen af ekstraordinær generalforsamling d. 12. marts 2026
Dette er allerede iværksat og alle praktisk forhold er på plads. Afvikling sker i salen på Giersings Realskole idet lokalerne på OKS ikke kan rumme de mange tilmeldte.
5. Eventuelt
Der var ingen forhold under eventuelt.
Bestyrelsen:
Klavs Bo Nygaard Larsen
Peter Secher
Mette Bøgelund
Mathias Just
Nicolai Jensby