Menu

1-0 sejr over velspillende Nørresundby

image
Henrik “Kleiner” Petersen
22. april 2024 kl. 20:26
Vi er fortsat uden nederlag i 2024.

Det blev til den 5. sejr i seks turneringskampe, da vi lørdag eftermiddag tog en fin sejr hjemme på OKSon Park mod en dygtig modstander fra Nørresundby.

Kampdata:

OKS vs. Nørresundby 1 – 0 (1 – 0)

1 – 0 Daniel Juel (36.)

Tilskuere: 200

Gæsterne fra det nordjyske viste god stil, da de uden at være opfordret til det, henlagde en del af deres opvarmning til et stykke græs ved siden af stadionbanen, for at skåne kampbanen. Tak for det!

Også på banen viste Nørresundby god stil med fine kombinationer og gode ideer i spillet.

OKS viste dog også vores kvaliteter og allerede efter 5 minutters spil var Tong tæt på at åbne målscoringen, men hans forsøg prellede af på overliggeren.

Efterhånden som halvlegen skred frem var det OKS der tog kampen til sig. Store chancer blev skabt og det brændte for alvor på foran gæsternes mål omkring den halve time, hvor både Daniel Juel og Lasse Grønholt burde have bragt de rød-hvidstribede foran.

Efter 32 minutter blev OKS tildelt et korrekt dømt straffespark for benspænd, men normalt sikre Tong måtte se gæsternes dygtige målmand redde forsøget.

Blot fire minutter senere kom så den forløsende føring til OKS. Efter indlæg, og efterfølgende kamp om bolden, endte den runde kugle hos spidsangriber Daniel Juel, der ikke tøvede og sparkede bolden hårdt i mål helt ude i siden. 1 – 0 og der var spillet 36 minutter.

I de følgende minutter var det flere gange tæt på at føringen blev udbygget, men Nørresundby holdt stand.

Pause.

Kampbilledet fortsatte i de første minutter af 2. halvleg og der var igen chancer til at øge føring, men uden det lykkedes.

Langsomt, men sikkert, tiltvang gæsterne derefter et overtag i spillet og nu begyndte de også at få deres chancer. Målmand Jonas Bøgesvang og forsvaret hold dog stand.

Gæsterne fortsatte med at presse på mod et efterhånden træt OKS-hold og i det 92. minut var det så jyderne der fik tilkendt et straffespark. Igen en korrekt kendelse af kampens dygtige unge dommer! Bøgesvang i målet diskede dog op med en klasseredning og dermed stadig 1 – 0 måltavlen.

Efter yderligere 5 minutters tillægstid blev der fløjtet af og dermed vandt OKS de tre point. Vi kunne og burde have lukket kampen allerede i første halvleg, mens gæsterne var bedst i anden ombæring.

Næste kamp for OKS er på lørdag, hvor vi skal på besøg hos rækkens suveræne tophold fra Odder. Mere herom senere!

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungerer, med de giver også info om hvordan du bruger vores hjememside, så vi kan forbedre den for både dig og for andre. Cookie på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden accepterer du vores brug af cookies.
Luk