OKS præsenterer nyt på tøjfronten!
Vi har virkelig glædet os til at dele denne nyhed med jer.
Fra årsskiftet går OKS sammen med danske hummel og fodboldspecialisterne Unisport, som således fremover bliver eksklusivpartner på klubbens tøj.
Vi har gennem lang tid været på jagt efter en visionær og kompetent partner for klubben og vores mange medlemmer. Den jagt er nu indstillet, da vi fra nytår har indgået en spændende og innovativ aftale med 2 virksomheder.
Alle kender hummel som et enormt stærkt og kreativt brand, både hvad angår sports- og fritidstøjet.
I Unisport får vi en partner som står for stor faglighed, en stærk online/digital platform med de rigtige varer og ikke mindst hurtig og sikker levering. Alle sammen elementer vi har vægtet højt og som både vi som klub og medlemmerne vil komme til at nyde godt af.
Formand Klavs Larsen udtaler i den forbindelse “Vi har været yderst grundige i arbejdet her. Efter en årrække med Nike og Sportmaster har vi ønsket at gå andre veje og vi har fundet hvad vi søgte. Adskillige møder har bekræftet at der her er tale om to partnere som kan se potentialet i at være en del af ”Midtbyens hjemmebane” og som fra dag ét er klar til løfte opgaven til glæde og gavn for klubbens mange medlemmer. Desuden har det være vigtigt at det er et partnerskab der skal gavne begge parter”. Klavs fortsætter: ”hummel såvel som Unisport matcher klubbens værdier, den måde vi arbejder på og det syn vi i OKS har på lige muligheder for alle. Vi forventer et stærkt setup og en masse fordele for vores medlemmer i det nye samarbejde.”
Om det kommende samarbejde udtaler, Steffen Ravn, hummel ”Vi er enorm glade og stolte over at OKS har valgt hummel og Unisport som partner de næste 4 år. Klubben er en stor og traditionsrig klub midt i Odense, en klub med masser af sjæl og historie, og det fornemmer man virkelig når man besøger OKSon Park.
Vi ser meget frem til samarbejdet og til at se OKS i vinkler de næste mange år.
Unik spilletrøje til hele klubben
Et vigtigt element for os har været at skabe vores helt unikke kamptrøje, en trøje som udstråler vores OKS DNA. Det arbejder sætter vi i gang nu, så den er parat når forårssæsonen går i gang. MEN, vi vil rigtig gerne ha’ din hjælp - Hummels designere har bedt om medlemmerne ideer så er du i dit kreative hjørne henover julen, så kom med input! Send din tegning eller ideer på mail: design@oks.dk så vi har dem senest 2. januar.
Først i det nyt år vil den nye webshop være tilgængelig med klubbens nye tøjlinje af både kamp- og træningstøj. Prøvetøj vil naturligvis være at finde i klubben og specielle rabatter på fx støvler og andet udstyr kommer inden sæsonstart. Mere om det når det skydes i gang.
Således dagens gode nyhed fra Østerbæksvej