Damesenior er allerede godt i gang.
Pigerne tog hul på årets første træning allerede d. 9 januar, hvor et rigtig flot fremmøde på 16 stykker trodsede januars bidende kulde og mødte op på kunststofbanen, for at røre bolden for første gang i det nye år og nyde en god omgang fodbold. Det var et glædeligt gensyn efter en god og velfortjent vinter- og juleferie ovenpå efterårets flotte præstationer med oprykning fra Serie 1 til Albaniserien, samt en fin placering for vores hold i Serie 2.
Vi har nu efterhånden været i gang i en lille måneds tid med to ugentlige træninger og også allerede fået spillet de første træningskampe, hvor der har været rig mulighed for at få de fleste spillere i kamp, givet alle nogle minutter i benene, samt fået lidt luft i lungerne, som har været det overordnet mål med de første træningskampe og samtidig har vi i trænerteamet kunne gøre os nogle overvejelser omkring det fremadrettet arbejde med gruppen.
Nu siger kalenderen så februar, og hvor januar mere eller mindre har været frivillig træning, vil vi nu i de kommende måneder for alvor begynde at bygge på frem mod sæsonstarten, hvor især konditionen, det tekniske og taktiske, samt de indbyrdes relationer skal styrkes, så vi står bedst muligt og stærkest når vi rammer april og turneringskampene begynder for begge vores hold i både Albaniserien og i Serie 2.
Vi må også erkende at vi fortsat er en klub der er i rivende udvikling og fortsat søger at finde den rigtige måde at gøre og balancere tingene på. Derfor er det også naturligt at der sker lidt udskiftning i spillergruppen efter hver halvsæson og denne vinter er ingen undtagelse. Desværre må vi nok erkende at vi har haft lidt for mange afgange målt op imod de tilgange vi har fået indtil videre, så på den baggrund er det selvfølgelig naturligt at melde ud, at vi er åbne over for at flere nye spillere vælger OKS som deres nye klub, så vi kan fastholde vores to hold og måske hæve niveauet endnu mere.
Så mangler du eller I et sted at spille fodbold i Odense, hvor fokus er på fællesskabet og det sociale, men hvor vi samtidig også er seriøse og både gerne vil vinde og lære, ja så er OKS måske det helt rigtige valg. Derfor skal du eller I endelig ikke tøve med at tage kontakt til en fra trænerteamet og få en prøvetræning på plads.
Trænerteamet,
OKS Dameafdeling.