Menu

Pigefodboldens dag var en stor succes

image
Evald Iversen
18. september 2021 kl. 11:00
65 piger deltog

Lørdag den 11. september havde OKS’ pigeafdeling inviteret alle interesserede piger i alderen fra tre til 15 år til Pigefodboldens Dag på OKS’ anlæg.

Dagen var sat i søen for både at fejre pigefodboldens positive udvikling i OKS og for at få endnu flere nye medlemmer til pigeafdelingen. Det var derfor et miks af nuværende samt potentielt kommende medlemmer, der havde en hyggelig formiddag på fodboldbanerne.

I alt var 65 piger tilmeldt dagen og mere end halvdelen af de deltagende piger var piger, der ikke spiller fodbold i OKS. De blev mødt at en legende tilgang til fodbolden, hvor alle kunne være med. Pigerne havde et fælles samlingspunkt i ’hjertet’ på midten af banen og skiftedes så til at gå ud til fire forskellige stationer med lege og øvelser, hvor alle kunne være med. Uanset alder og niveau.

Laura Milsø Stephensen, medlem af pigeudvlaget, som var ansvarlig for planlægningen og udførslen af dagen var begejstret:

-"Det var en rigtig god dag, hvor vi over et par timer fik spillet bold, leget og grint sammen. Nu håber vi, at nogle af dem hænger ved, så vi fortsat kan udvide pigefodbolden i OKS. Men mindst lige så vigtigt var det, at pigerne fik en sjov dag på OKSon Park, hvor de fik mulighed for at opleve fællesskabet og glæden ved bevægelse. Også klubbens egne piger var godt repræsenteret, og det var tydeligt, at de elsker fodboldspillet og havde lyst til at give vores gæster en oplevelse af, at fodbold i den grad også er for piger"  siger hun.

Ud over fodboldtræning var der også fælles frokost og frugt. Tak til vores sponsorer Super Brugsen Rødegårdsvej og Cafe Analog på Benedikts Plads for støtten.

Det var anden gang, arrangementet blev afholdt, og formand for pigeudvalget Evald Bundgård Iversen håber på endnu en gentagelse næste år:

-" Vi vil helt sikkert arbejde for at gennemføre et lignende arrangement igen og bruge de erfaringer, vi fik i sidste weekend. Jeg er sikker på, at der er grobund for en endnu større pigeafdeling i OKS, hvis vi ikke mindst fortsat husker, at det sociale aspekt fylder en stor del, når det handler om pigernes lyst til at gå til fodbold"  siger Evald Bundgård Iversen.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungerer, med de giver også info om hvordan du bruger vores hjememside, så vi kan forbedre den for både dig og for andre. Cookie på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden accepterer du vores brug af cookies.
Luk