Menu

Jan Fogde er ansat som klubmanager i OKS

image Jan Fogde i midten flankeret af næstformand Michael Johansen og formand Klavs Larsen
Henrik Kleiner
10. maj 2021 kl. 19:11
Ansat fra 1. september

Bestyrelsen i OKS er rigtig glade ved, at vi kan melde ud, at Jan Fogde (27 år) er ansat på fuld tid som ny klubmanager. Jan skal varetage den daglige drift af klubben samt gå forrest sammen med bestyrelsen i arbejdet med til stadighed at udvikle klubben til glæde for medlemmer og andre interessenter. Jan begynder officielt i OKS d. 1. september.

Vi har fået en snak med Jan Fogde, hvor han fortæller lidt om sig selv og om hans forventninger til jobbet.

Blå bog:

Alder: 27 år
Civilstand: Forlovet (Skal giftes her til sommer)
Uddannelse: Professionsbachelor i Sportsmanagement v. UCL
Tidligere hverv: Event-og Fritidskonsulent ved Faaborg Midtfyn Kommune
Opvokset: Køge
Bosiddende: Odense C
Fan af: HB Køge og Arsenal

Du er ny klubmanager i OKS. Hvad er dine forventninger?

-” Først og fremmest er jeg utrolig stolt over den tillid som bestyrelsen har valgt at give mig ved at tilbyde mig denne meget spændende stilling i OKS. Beslutningen om at oprette denne stilling fortæller meget om klubbens ambitioner for hvordan driften og udviklingen skal foregå fremadrettet, og det har jeg store forventninger omkring at blive en central del af i tæt samarbejde med klubbens bestyrelse, udvalg, ledere og medlemmer. Mine forventninger er derfor meget store, og jeg glæder mig meget til at påbegynde arbejdet.”

Hvad er din baggrund?

-” Jeg kommer ud af en gal fodbold familie, der nu på 3. generation besidder formandsposten i den lokale fodboldklub på Sjælland, hvor jeg er opvokset. Jeg har derfor fra barnsben nærmest dagligt direkte eller indirekte haft min gang og virke omkring en fodboldklub og alt hvad dette indebærer. I forbindelse med mine studier, valgte jeg at flytte til Odense i 2015, hvor jeg først læste en Serviceøkonom og derefter en Pba. i Sportsmanagement ved UCL. Som livet tager drejninger man ikke selv er herre over, mødte jeg i forbindelse med mine studier min nu fremtidige hustru, og beslutningen om at slå sig ned i dejlige Odense var derfor nem. I de sidste 2 år har jeg været ansat ved Faaborg Midtfyn Kommune som Event-og Fritidskonsulent, med mange forskelligartede opgaver indenfor arbejdet med foreninger og fritidsfaciliteter i kommunen.”

Dine første indtryk af OKS og de folk du har mødt?

-” Når man træder ind i klubhuset ved OKSon Park, kan man ikke undgå at blive nærmest overvældet af den lange og stolte historie som klubben er bygget på. Når man så får muligheden for at snakke med folk der er klubben, fra æresmedlemmer til ledere og medlemmer, får man også en fornemmelse af de værdier som klubben er bygget på. Hvis jeg selv skal forsøge at sætte et par ord på klubben, ud fra hvad jeg har oplevet i processen frem til i dag, vil det være følgende: Stolthed, Ordentlighed og Inkluderende. Det er alle ord jeg selv sætter højt i mit eget daglige liv og virke professionelt, og vil alle være nogle jeg vil gøre mit ypperste for at fastholde og leve op til”.

Din ambition for jobbet og OKS?

-” Min personlige ambition som også er grunden til at jeg nu kan påtage mig jobtitlen som Klubmanager er klar: At drive og udvikle OKS til den bedst mulige fodboldklub for vores medlemmer og partnere. Dette bør og er også ambitionen for OKS. Lige nu ligger vores herre DS hold med i svinget om en mulig oprykning til 2. div og dame senior 1. spiller med i Albaniserien. Dette er selvfølgelig dejligt og en flot præstation, som fortjener anerkendelse til hele arbejdet omkring arbejdet i seniorafdelingen i klubben. Men al succes i sport kommer nedefra, og i OKS er det i vores ungdomsafdeling det arbejde bliver lagt hver eneste dag. Det ligger ikke i klubbens DNA at tage unødvendige risiko for at jagte en evt. oprykning. Dette skal komme organisk, og så følger klubben med i et naturligt tempo. Det kommer ud af den ordentlighed som jeg fornemmer i klubbens virke.”

Hvor er OKS, organisatorisk, om 2 år?

-” Om 2 år er OKS organisatorisk endnu stærkere. Det er klubben fordi der med oprettelsen af denne stilling skabes et naturligt anker for alle klubbens aktiviteter, der dagligt har mulighed for at følge op og optimere på alle de små processer der udgør en fodboldklub, men som kan være svært at komme omkring i en frivilligt drevet hverdag. Om dette arbejde vil betyde konkrete organisatoriske ændringer og hvad de i så fald vil indebære, er for tidligt at sige. Dette arbejde vil blive foretaget løbende i tæt dialog med klubbens bestyrelse og forskellige udvalg. I sidste ende sættes retningen af bestyrelsen. ”

Vi har selvfølgelig også fået en kommentar fra formand Klavs Larsen

-” Med ansættelsen af en fuldtids Klubmanager styrker vi vores organisation i det daglige og får en drivkraft der sammen med bestyrelsen kan udvikle klubben yderligere. Vi har været overvældet over de mange der har vist interesse for jobbet og det var bestemt ikke nogen let opgave at vælge i det stærke ansøgerfelt. Valget faldt på Jan, idet vi vurderer at han har netop de værdier og kvalifikationer vi lægger vægt på. Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet og er helt sikre på at alle der har sin gang i og interesse for OKS vil opleve en endnu mere spændende og dynamisk klub i fremtiden.”

OKS.dk byder Jan Fogde hjertelig velkommen i klubben og vi glæder os til at lære Jan at kende og til at følge hans arbejde for klubben.

Således dagens gode nyhed til alle OKSer 😊

 

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungerer, med de giver også info om hvordan du bruger vores hjememside, så vi kan forbedre den for både dig og for andre. Cookie på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden accepterer du vores brug af cookies.
Luk