Menu

Oliver Sørensen har igen forlænget sin kontrakt i FC Midtjylland

image Foto fra FCM.dk
Thomas Stage
04. juni 2019 kl. 14:24
I næste sæson skal han træne med Superligaholdet!

17-årige Oliver Sørensen - der tidligere har repræsenteret OKS - har netop forlænget sin kontrakt med FC Midtjylland, selv om den gamle først udløb i 2021. Den nye kontrakt løber til sommeren 2022.

Oliver i OKS-trøjen i 2014

 

Herning Dagblad har netop interviewet Oliver:

Oliver Sørensen er vant til at være et skridt foran. Den arbejdsomme midtbanekriger fik U17-debut, mens han stadig var U15-spiller, og i den forgangne sæson var han stamspiller på FC Midtjyllands stærke U19-hold, selv om han egentlig først bliver U19-spiller i næste sæson.

Nu gør den 17-årige fynbo klar til næste skridt før tid. Han har netop forlænget sin kontrakt frem til sommeren 2022 og bliver i næste sæson en del af Superligatræningen.

- Det er aftalt, at jeg begynder hos U19, fordi jeg er på vej tilbage fra en lyskeskade. Men det er planen, at jeg skal begynde at træne fast med førsteholdet i efteråret. Jeg har også et mål om at få debut. Måske i et indhop eller en pokalkamp eller sådan noget, afslører Oliver Sørensen.

Akademichef Flemming Broe bekræfter, at midtbanespilleren bliver en del af Superligatruppens træning i løbet af efteråret. Han er sikker på, at Oliver Sørensen vil løfte sig af det.

- Oliver er klar til det og vil have godt af at blive udfordret på det niveau i træningen. Han er en spiller, som hele tiden har været et step forud for sin tid. Han bliver jo først U19 nu, men var allerede sidste sæson en vigtig spiller både i U19 Ligaen og i Youth League, siger Flemming Broe.

Specielt i UEFA Youth League viste Oliver Sørensen stor modenhed i sit spil. Eksempelvis fyldte han en del på midtbanen i de flotte sejre over AS Roma og Manchester United. Mod den engelske storklub glimtede han også med en fin assist til 2-1-målet.

- Han har et højt teknisk niveau og samtidig en stor, fysisk kapacitet, som passer godt til den position, han spiller på banen. Vi har også set eksempler på fine afslutningsfærdigheder fra distancen. Og så træffer han gode valg på bolden. Det gør ham til en fantastisk spilstation på midtbanen, vurderer Flemming Broe.

Oliver Sørensen er født i Nørre Aaby på Fyn, hvor fodboldkarrieren også bragte ham forbi Strib og OKS i Odense, inden han som 13-årig skiftede til FCM Elitefodboldskole i Herning Fremad. I 2017 begyndte han på akademiet i Ikast.

- Jeg er efterhånden næsten ligeså meget jyde som fynbo, indrømmer midtbanespilleren, som er ved at færdiggøre 1.g på Ikast-Brande Gymnasium.

Skiftet til FC Midtjylland har han aldrig fortrudt, og forlængelsen krævede ikke ret megen betænkningstid.

- Jeg er glad for at være i klubben og ser også mig selv her i de næste år, fastslår han.

- FCM har været et virkelig godt skridt for min udvikling. De er gode til at fokusere på, hvad du skal blive til - i stedet for at fokusere på, hvad du allerede er, siger Oliver Sørensen, der betegner sig selv som en box-to-box-midtbanespiller.

Selv om sæsonen sluttede brat med en lyskeskade, der har holdt ham væk fra banen siden begyndelsen af april, var også den forgangne sæson et nyt niveau i hans unge karriere.

- Det var en fantastisk sæson for mig. Jeg kom på U19 og fik nogle store oplevelser både i Youth League og med landsholdet, understreger fynboen og sætter barren et niveau højere for næste sæson - præcis som spillerne bliver opfordret til at gøre på FCM's akademi:

- Jeg vil gerne påtage mig endnu mere ansvar på U19 og blive mere kampafgørende. Det er næsten vigtigere for mig, end om jeg får debut for førsteholdet nu her, men jeg vil selvfølgelig helst begge dele, fastslår Oliver Sørensen.

 

Kilde: Herning Dagblad

 

Vi har i klubben tidligere skrevet om Oliver Sørensen, og det kan læses her og her !

OKS ønsker Oliver endnu et kæmpe stort tillykke med forlængelsen !

 

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungerer, med de giver også info om hvordan du bruger vores hjememside, så vi kan forbedre den for både dig og for andre. Cookie på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden accepterer du vores brug af cookies.
Luk