Menu

Målfest på OKSon Park

image Alexander Mose scorer til 1 - 2. Foto af Bo Holst Sørensen
Henrik Kleiner
28. september 2020 kl. 07:45
4 - 4 vs. Horsens

Der var blot spillet 22 sekunder inden kampens første mål blev scoret. Det blev startskuddet til en forrygende kamp, hvor der i alt blev scoret 8 mål, givet et rødt kort og spillet god angrebsfodbold.

Kampfakta:

OKS vs. Horsens 4 – 4 (3 – 3)

0 – 1 Dvejlan Karalic (1)
0 – 2 Jacob Kongsmark Sørensen (8)
1 – 2 Alexander Mose (10)
2 – 2 Søren Ilsøe (20)
2 – 3 Andreas Bækskov Laursen (38)
3 – 3 Nicklas Folke Rasmussen (43)
3 – 4 Glen Wiberg Larsen (76)
4 – 4 Alexander Mose (82)

Udvisning: Jacob Kongsmark Sørensen, Horsens (71)

Tilskuere: 200

Horsens gav bolden op og inden de sidste tilskuere havde fundet på plads var der scoret til 0 – 1. Der var spillet blot 22 sekunder.

Ondt skulle blive værre for OKSerne, der i det 8. minut måtte indkassere endnu en scoring og dermed blev lørdagens opgave endnu sværere, hvis de rød / hvid stribede skulle have point ud af løjerne på en velplejet grønsvær i OKSon Park.

OKS tog da også taktstokken i kampen og angrebene bølgede ned mod gæsternes målende. I det 10. minut kom forløsningen da rækkens topscorer, Alexander Mose, lavede en smart vending på forsvarsspilleren og var sikkerheden selv, da han efterfølgende var alene igennem med målmanden. 1 – 2.

Der gik blot yderligere 10 minutter, så var Søren Ilsøe klar med udligningen, da han efter opspil i venstre side fik bolden midt for mål og sparkede den sikkert ind til 2 – 2.

Underholdningen fortsatte og OKS skabte mange chancer for føringen, men den sidste skarphed manglede i denne periode og i stedet var det gæsterne der udnyttede endnu en defensiv OKS fejl og bragte sig foran med 2 – 3 i det 38. minut. En kold klud i ansigtet på OKS spillerne. 2 – 3.

Kort før pausen kom glæden dog tilbage i holdet og hos tilskuerne, da Nicklas Folke fra en position i venstre side f feltet lagde bolden fladt i det lange hjørne uden chance for gæste keeperen. 3 – 3.

Pause.

OKSerne fortsatte med at være spilstyrende i 2. halvleg. Rytmen i spillet var ikke helt så fornem som i kampens første halvleg, men overtallet og antallet af chancer var klart i hjemmeholdets favør.

I det 71. minut var der en situation, hvor Horsens` Jacob Kongsmark Sørensen følte sig snydt for et frispark. Spillet gik videre, men Kongsmark var irriteret og langt væk fra hvor bolden var i spil, løb midtbanespilleren i ryggen på en OKS spiller. En klar hævnagt og da dommeren så situationen, var der ingen anden udvej end et rødt kort og dermed udvisning.

OKS var nu klart i dominans. Gæsterne stillede sig dybt med de resterende 10 mand og planen var åbenlyst at forsvare 3 – 3 resultatet hjem.

Og pludselig gik gæsterne i front. Et frispark fra venstre side fandt frem til Glen Wiberg, der umarkeret headede bolden ind bag en chanceløs Adam Pedersen i OKS målet. 3 – 4.

OKS pressede stadig på for scoring og i det 82. minut steg Alexander Mose til vejrs efter hjørnespark og headede bolden ind i målhjørnet. 4 – 4.

I de resterende minutter var det ren overlevelse for Horsens. Men gæsterne lykkedes med at at gøre det til en rodet afslutning med mange afbrydelser og spilstop. Det lykkedes ikke for OKS at score mere og dermed endte kampen 4 – 4.

For tilskuerne blev kampen fremragende underholdning, hvor der blev vist vilje fra hold til at spille offensivt og målsøgende, men mon ikke de to holds trænere har fået et par grå hår ekstra på hovedet over de mange fejl i defensiven?

Næste kamp for OKS er på lørdag, hvor vi skal på besøg hos Hedensted, der viste stor styrke, da de i denne weekend slog topholdet Marienlyst på udebane. Mere om kampen senere.