OKS og Anders Kolind på toppen af Kilimanjaro
OKS har her i starten af forårsturneringen måtte undvære Albaniseriens suveræne topscorer Anders Kolind. Årsagen skyldes at Anders, der er medicinstuderende, har været i Afrika for at arbejde på et lokalt hospital i Arusha og på et Masai hospital i junglen i Ngorongoro. Begge steder har han arbejdet i en måned.
Efter de 2 måneders arbejde har Kolind og hans ven Rasmus været i Tanzania, hvor de skulle bestige Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro. Det har selvfølgelig været en fantastisk oplevelse og Anders krydrede oplevelsen ved at lave en speciel hilsen til alle hjemme i OKS, da han på toppen af det enorme bjerg tog et billede med et specielt OKS flag.
Anders beretter fra Tanzania
-” Vi var et team på fire, to guider og så mig og min ven Rasmus (som jeg studerer med). Vi havde et følge af 7 porters der løftede telte, mad og vand og så havde vi også vores egen kok med.
Vi var oppe på toppen onsdag d. 24. april klokken 6:30 om morgenen, og startede vores sidste trek opad kl. 00:00. Det var på femtedagen af vores trek. Vi kæmpede mod højdesygen, men holdt heldigvis alt mad og vand i os. Vi sov i sidste Camp med tre lag trøjer, tre lag på benene og to lag sovepose.
Mine ben er ødelagt, jeg er en negl fattigere og en kæmpe oplevelse rigere.
Toppen af Mount Kilimanjaro er 5.895 og vi havde 14. minusgrader og det var faktisk meget koldere, da vinden var bidende hård. ”
Således historien om billedet af et OKS logo på toppen af Afrika. Vi takker Anders for billederne og for hans hilsen. Vi glæder os til at se ham tilbage på Østerbæksvej, når han vender hjem til Odense i maj måned og ønsker ham og Rasmus nogen gode sidste dage i Tanzania.