3 - 1 sejr over Krarup / Espe
Gæsterne fra Midtfyn stod dybt placeret på egen halvdel med deres forreste mand placeret 5 meter under egen bue, så der forestod OKS en svær opgave med at dirke forsvaret op. Heldigvis lykkedes missionen og det hele endte med en 3 – 1. En sejr der sagtens kunne have været et par mål større.
Kampfakta:
OKS vs. Krarup/Espe 3 – 1 (1 – 0)
1 – 0 Jeppe Algaard (42.)
1 – 1 Emin Kabiljagic (46.)
2 – 1 Frederik Klingenberg (63.)
3 – 1 Jeppe Algaard (87.)
Tilskuere: 200
Sjældent har et gæstehold stået så dybt på banen som tilfældet var med Krarup/Espe, der overlod alt initiativ til OKS og fra kampens start forsøgte at forsvare og kæmpe sig til det ene point. OKS havde vel bolden i ca. 85 % af tiden og belejrede udeholdet, der stod i to bastante kæder foran deres målmand.
Alligevel skabte de rød/hvide mange gode muligheder for mål. Tættest på i indledningen var Morten Andersen, der bragede bolden på overliggeren, hvorefter bolden slog ned i området omkring mållinjen. Rutinerede tilskuere på lægterne så bolden inde, men dagens dommertrio så det anderledes og lod spillet fortsætte. I den efterfølgende sekvens ramte bolden igen overliggeren, da Lasse Grønholt fulgte op og var uhyrlig tæt på at score.
Kampens første mål kom efter 42 minutter, da et skarpt indlæg fra Christian Klingenberg i venstre side fandt frem til Jeppe Algaard, der uimodståeligt steg til vejrs og med stor appel headede bolden i kassen. Et klassemål og 1 – 0 på LED-tavlen.
Pause.
Gæsterne gav bolden op i 2. halvleg og der var blot spillet 30 sekunder inden de fik udlignet. Et boldtab fra OKSernes side blev fatalt og blev straks straffet, da Emin Kabiljagic, der flot sparkede bolden i det lange hjørne.
Udligningen var vand på gæsternes mølle og tilskyndede dem til fortsat at stå uhyre dybt på egen halvdel. OKS fortsatte med belejringen og efterhånden som trætheden begyndte at indfinde sig hos Krarup spillerne, blev der mere plads og der blev nu for alvor skabt store chancer.
Det var derfor en anelse ironisk, at 2 – 1 føringen skulle komme efter en OKS omstilling. Krarup fik et frispark omkring midterlinjen og bragte en del folk med frem i feltet. Sparket endte da også næsten nede ved OKS` baglinje, hvor den blev sendt retur mod gæsternes banehalvdel. Jeppe Algaard, der spillede en stor kamp, flækkede bolden videre til Frederik Klingenberg, der sprintede fra et par forsvarere og kom alene ned mod målmanden. Mange havde nok forsøgt at runde keeperen, men Klingenberg tog chancen langt ude fra og bolden strøg hen over målmanden og ind i kassen. Fremragende mål og 2 – 1.
OKS var til stadighed i kontrol og skabte mange chancer for at øge føringen, men vi skulle hen til det 87. minut før end kampen blev lukket for alvor. Jeppe Algaard tog chancen uden for feltet og dagens og kampens 4. scoring blev lige så flot som de forrige havde været og LED-tavlen stod nu på 3 – 1.
Således gik det til, at OKSerne tog de 3 point og det var fortjent efter spil og chancer.
Næste kamp er på fredag, hvor vi skal på besøg hus Næsby. Mere herom senere.
Herunder kan du se højdepunkter fra kampen.