Menu

Opbygning og forberedelse

Dette afsnit giver dig, hvad enten du er ny træner eller har været træner i et stykke tid, nogle gode råd og tips til, hvordan du sammen med de øvrige trænere planlægger et træningspas. En træning kan variere fra gang til gang og fra hold til hold. Trænere har stor frihed til at sammensætte deres træning, som findes passende for de spillere, de har på holdet. Vi har dog i OKS opstillet nogle retningslinjer, som alle trænere skal bestræbe sig efter at følge.

  • Fælles opstart
  • Med eventuel opvarmning
  • Stationstræninger – alle spillere skal igennem de samme øvelser
  • Spillerne skal opdeles i grupper for at sikre den optimale udvikling af alle spillere i truppen
  • Grupper sammensættes efter niveau
  • Fælles afslutning

Øvelser

Det er træneren for det enkelte hold, der bestemmer, hvilke øvelser der skal øves og hvornår. Trænere skal dog bestræbe sig efter følgende:

  • Alle øvelser skal foregå med bold
  • Minimum af kø til øvelserne
  • Ingen løb rundt om fodboldbanen uden bold
  • Et trygt træningsmiljø med glæde
  • Alle spillere rammes på deres rette niveau

For at give spillerne de rette redskaber til at udvikle sig, skal træningen bestå af følgende elementer:

  • Koordinations- og bevægelsestræning
  • Basis teknik (cut, dribling, pasning og afslutninger)
  • Spilforståelse
  • Spil på små områder

Koordinations- og bevægelsestræning

En god koordination og bevægelse er fundamentet for den gode udførelse af driblinger, spark og cut. Træningen indeholder derfor elementer, der øver spillernes koordination og bevægelse, og dette sker bl.a. gennem brugen af løbestiger, boldkaos og rytmeøvelser med bold.

Hurtighed og smidighed er en del af koordination. Disse to parametre kan med fordel trænes i gennem agility og agilitybaner. Stigerne er et rigtig godt redskab til at opbygge hurtighed, smidighed og koordination. Stigerne kan også bruges som en del af opvarmningen. Man bør dog ikke kun anvende stiger til opvarmning, da der ikke anvendes bold.

Teknik

Teknik består af mange dele, som f.eks. 1. berøring, pasninger, afslutninger, vendinger, cut og driblinger/finter. Det er vigtigt for spillerens udvikling, at denne får lov til at gentage en teknisk øvelse, så mange gange det er muligt under et træningspas. Det er ligeledes vigtigt, at de grundlæggende tekniske færdigheder trænes hver træningsuge.

Spilforståelse / Taktik

Mens teknik er, det man gør - er taktik det, man vælger at gøre. I fodbold opstår der hele nye situationer, derfor er det vigtigt, at spillerne lærer at træffe de rigtige beslutninger. Spilforståelse udvikles gennem en træning, der indeholder spilformer som: 1v1, 2v1, 2v2, 3v3, 3v1 og 4v4. De fodboldfaglige begrundelser for at anvende små områder (20m x 30m) er:

  • Overskuelig og fysisk overkommelig
  • Mange tekniske og taktiske elementer
  • De samme situationer opstår igen og igen – let at coache
  • Spillerne lærer at spille med bredde og dybde
  • Let at koble småspillet sammen med de tekniske elementer, f.eks. kan en bestemt dribling ellerpasning blive italesat som det gode eksempel
  • Brug af åbne spørgsmål får spillerne til at bevare kreativiteten og opmuntre dem til selv at finde en
    løsning

Spil på små områder

En kamplignende afslutning på træningen, der passer til spillernes størrelse og alder. Det vil sige, at trænerne organiserer hold og banestørrelse efter dette. Selve udførelsen vil være præget af små områder og få spillere på hvert hold. Det sker med henblik på, at hver enkelt spiller får flest mulige boldberøringer. Ligeledes at
boldholder oplever at blive presset til at tænke og udføre aktioner og handlinger i et højt tempo.

 

 

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungerer, med de giver også info om hvordan du bruger vores hjememside, så vi kan forbedre den for både dig og for andre. Cookie på denne hjemmeisde bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden accepterer du vores brug af cookies.