På rette hylde - eller historien om at blive en OKS'e

Det er aldrig sjovt at skifte klub. Slet ikke som 28-årig med to års rust forplantet i samtlige lemmer. Det kræver hårdt slid og masser af gå-på-mod, når man de første mange gange i omklædningsrummet bliver mødt af halvreserverede blikke. For sådan er det jo i januar, hvor der altid er lykkeriddere på de golde og kolde baner. Måske er de allerede væk i morgen igen? Så hvorfor bruge tid og ord på dem? Sådan har jeg selv tænkt i min gamle klub, når der dukkede nye ansigter op. De skulle lige ses an. De skulle lige bedømmes på banen, før de blev indlemmet i truppen og fællesskabet.

Da temperaturerne ikke just tillod fodboldspil men derimod masser af forhadte Ø-løb, var det en hård opstart. Især for en keeper, der ikke har løbet andet end til bageren i mere end to år. Efter første løb husker jeg mine forpustede ord: "Keepere har aldrig været gode til at løbe", hvortil Bo Sundahl kontant svarer: "Ham, der lige har slået rekorden fra sidste år er vores keeper Kenneth". Pis!

Der skal være konkurrence i en klub. Der skal være vindermentalitet. Og der skal være kammeratskab. Og netop ovennævnte kollega, springræven Kyed, er en af årsagerne til, at jeg er faldet så godt til. Måske ser han mig ikke som en decideret konkurrent - men vigtigst af alt, så behandler han mig ikke som én. Han er typen, der kommer med oprigtige gode råd: "Prøv at gøre sådan dér. Prøv at stå dér i stedet for. Når du går ned til den bold, skal du lande sådan der". Det er sådan, man bliver en bedre fodboldspiller. Og ikke mindst holdspiller. Ved at hjælpe hinanden på godt og ondt. Det kaldes klubånd.

Det er med al tydelighed en studenterklub og ikke en håndværkerklub, jeg er kommet til. Masser af glimrende fodboldspillere men lidt for få "mandfolk", der tør knalde 110 procent til i tacklingerne. Også til træning. Et ordsprog siger: "Det man ikke har i hovedet, må man have i benene". Det kunne omskrives til: "Det man ikke har i teknik, må man have i arbejdsraseri og syge tacklinger". Og det ikke sagt for at genere nogens teknik. Men det kan skræmme selv de mest rutinerede (Freund), når en nordjyde går grassat mellem fire kegler. Blev samme vildskab benyttet i lidt mere moderat form under kamp, så ville holdene måske stå den smule stærkere, der kan være afgørende for, om man ender på 2. eller 4. pladsen ... Så smid penalhuset og tag arbejdshandskerne på!

Fire måneder er gået som OKS'er. De andre spillere hilser, når man kommer til træning og kamp. De kender endda ens navn. Og ved forhåbentlig, at man ind imellem har held til at gribe en læderkugle eller to. Målmandstræner Peter Rask kæmper i hvert fald sin kamp for at skrubbe rusten af handskerne, mens den polske kropskyndige Darius sørger for, at min glasankel limes sammen igen. Stor ros til dette umage par. Og uden at kysse for mange afdankede trænerbagdele, så har både Bo, Steen, Svend Åge og Søren gjort det til en fornøjelse at sætte stængerne på OKSON PARK.

Tak til alle fordi jeg måtte blive en del af klubben, jeg vil forsøge at betale tilbage med en tv-redning eller to ...

Simon Staun, OKSON PARK maj 2006