Menu

Generalforsamling afholdt

image Arne Grønager Thulesen (t.v.) blev Årets Ungdomsspiller i OKS. Her sammen med Mads Eskesen fra bestyrelsen
Henrik Kleiner
13. marts 2018 kl. 12:13
Læs referat og se diverse kåringer

Mandag aften kl. 19.00 bød Formand Klavs Larsen velkommen til årets generalforsamling i OKS.

Før det egentlige møde startede havde bestyrelsen 3 kåringer for 2017 som skulle uddeles. Disse var

Årets ungdomsspiller: Arne Grønager Thulesen

Arne er indbegrebet af en OKSe. Han har godt humør og taler altid pænt og positivt til sine holdkammerater. Arne har spillet på U15 holdet på dispensation, men indgår på lige fod med sine holdkammerater og fungerer som en naturlig anfører og som en god rollemodel for sine venner på holdet. Han går til den i både kampe og til træning uden nogensinde at gå over stregen og er der brug for en undskyldning efter en for hård tackling, så giver han den. Arne har spillet i OKS i hele sit liv og har i en periode været ulønnet hjælpetræner for årgang 2006. Arne har selv valgt at spille på 3. holdet, hvor det ikke kun er resultaterne der er i højsædet, men ligeså meget det sociale liv omkring holdet. Arne er en ansvarbevidst ung mand, som sørger godt for sine holdkammerater både på og udenfor banen. Han er en selskabelig fyr, som sætter gang i snakken i omklædningsrummet og han er omsorgsfuld og empatisk overfor alle.

Arne er en rigtig god kammerat og en fortjent Årets Ungdomsspiller i OKS 2017.

Årets seniorspiller: Nicolaj Just

Nicolaj er anfører på Albaniserieholdet. Han får hæderen for at være en samlende figur i omklædningsrummet. Hans altid gode humør samt positive indstilling til nye tiltag og ideer. Nicolaj er en fremragende holdkammerat og en altid værdig repræsentant for OKS.

Desværre var Nicolaj influenza ramt og kunne ikke være tilstede på generalforsamlingen.

Årets OKSe: Karin Skovlund

Karin blev valgt for sin store uegennyttige indsats som frivillig i OKS. Med et altid godt humør og et smil på læben hjælper hun til hvor det kræves, men specielt hendes indsats i køkkenet/kantinen er af uvurderlig hjælp for OKS. Store som små gæster får altid høflig og dygtig service af Karin.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Efter kåringerne gik generalforsamlingen officielt i gang.

  1. valg af dirigent

Henrik Kleiner blev valgt 

  1. Beretninger

Ungdomsudvalgets beretning blev gennemgået af bestyrelsesmedlem Carsten Hansen og blev godkendt af forsamlingen.

Herefter fik Klavs Larsen ordet og fremlagde bestyrelsens beretning, der ligeledes blev godkendt.

  1. Økonomi

Kasser Michael Mai var sygemeldt, så Rune Dalsgaard fra bestyrelsen fremlagde regnskabet. Regnskabet blev efterfølgende godkendt af forsamlingen.

  1. Indkomne forslag

Der var ikke indkommet nogen forslag.

  1. Valg

Mads Eskesen og Carsten Hansen var afgående. Begge blev genvalgt for en 2 årig periode.

I løbet af 2017 udtrådte Lasse Bugge af bestyrelsen p.g.a. nye jobmæssige udfordringer. I stedet blev Henrik Madsen Foverskov valgt for 2 år.

Bestyrelsen valgte at udvide sig selv til 8 medlemmer jævnfør muligheden herfor i klubbens vedtægter. Der var nyvalg til Allan Jensen der blev valgt for 2 år.

Bestyrelsen består herefter af: Formand Klavs Larsen, næstformand Michael Johansen, Kasserer Michael Mai, Rune Dalsgaard, Mads Eskesen, Carsten Hansen, Henrik Madsen Foverskov og Allan Jensen.

       6. Eventuelt

Henrik Kleiner roste bestyrelsen for det flotte regnskab. Ligeledes for at kontingentindbetalingen nu har rundet 1 million kroner samtidig med at kontingentrestancerne var på blot 125,-

Ligeledes roste Henrik Kleiner, som formand for Old Boys afdelingen, det fremragende samarbejde mellem old boys- & hovedafdelingerne.

Palle Christensen roste bestyrelsen for det flotte regnskab samt for udviklingen af omgivelserne på OKSon Park. Det være sig renoveringen af klubhuset, omklædningsrum, banerne, kunstgræsbanen etc.

Leif Killerup roste de frivillige samt inspektør Palle Mikkelsen for deres gode arbejde og takkede ligeledes for opmærksomheden i forbindelse med hans nylige 50 års fødselsdag.

Herefter takkede dirigenten for god ro og orden og generalforsamlingen afsluttedes med at der blev råbt et trefoldigt leve for OKS.