Menu

Mindeord for Jens Henningsen

image
Henrik Kleiner
06. juni 2019 kl. 07:30

OKS har mistet en ildsjæl af de helt store i klubben. Jens har betydet meget for OKS og vi er tynget af sorg over tabet. Til at mindes og hylde Jens, har hans gode ven og fortrolige, Henrik Pedersen, der selv er mangeårig leder i OKS og som også kendte Jens privat og via arbejdslivet skrevet et mindeord for Jens.

Mindeord for Jens Henningsen. 

En sand OKSer og en god ven er her ikke mere. 

Min ven, samtalepartner og  trænerkollega Jens Henningsen, er død.

Jeg lærte Jens at kende, da jeg som forælder til et par drenge begyndte at komme regelmæssigt i OKS. Da havde han allerede været i klubben i mange år som træner for de bedste ungdomshold. Samtidigt arbejdede vi begge på Rosengårdskolen, hvor vi senere havde mange samtaler og diskussioner om netop vores fælles interesse for fodbold. Jens havde en fortid som træner i Arsenal og Spartak Moskva og talte i øvrigt et glimrende russisk – uden at jeg forstod noget af det.. Han vidste noget om fodbold - ligesom han var meget vidende om mange af de lande, hvor han både i sin yngre dage og her det sidste halve år arbejdede som rejseleder. Han brillerede ofte med sin viden om sprog, geografi og kultur, men det var nu fodbold, vi talte mest om.

Jens og jeg opdagede hurtigt, at vi begge brændte for de svage –både på jobbet og ikke mindst på fodboldbanen. Det var vigtigt for os, at vi både havde bredden og eliten med, når sol og vind skulle fordeles. F.eks. integrerede Jens et par drenge fra specialafdelingen fra skolen på drengeholdet. Ofte har disse børn svært ved at indgå i holdspil, men det lykkedes, fordi Jens ville det! Han brugte gerne ekstra tid på, at det skulle lykkes. Sådan var han i alle sammenhænge. Hvis han satte sig noget for, så kæmpede han for at få det igennem og investerede den energi det krævede. Samtidig var han meget bevidst om, at eliten skulle dyrkes, men uden at det gik ud over bredden -  og omvendt.

Vores samtaler bevægede sig vidt omkring, og vi havde til tider nogle vilde visioner om, hvilken rolle OKS skulle spille som fodboldklub og som lokalt kraftcenter i Odense C og M.  Da vores visioner var mest højtravende, var der bl.a. nyt klubhus, op til flere kunstgræsbaner og en underjordisk hal på tegnebrættet. Vi lod os ikke begrænse af jantelovstanker, men gik all in. Nogle fede år, hvor alt kunne lade sig gøre. Vi kom ned på jorden igen og de store ideer blev på tegnebrættet, men vi fortrød aldrig, at vi tænkte stort. De store tanker kastede trods alt en kunstgræsbane af sig, selv om vejen derhen blev lidt bumpet. Ligeså visionerne om at OKS skulle være områdets klub. Bl.a. stod Jens bag flere breddeprojekter sammen med de lokale skoler, der var en af årsagerne til, at områdets børn valgte OKS som deres klub. I hans tid som ungdomsformand og medlem af bestyrelsen var Jens med til at opbygge en af Fyns største ungdomsafdelinger, der i flere årgange matchede de bedste klubber i landet.

Senere tog han også teten som formand for hele klubben, hvor han med sine ideer og holdninger satte sit præg på hele klubben. En af de større begivenheder for ham var, da vi mødte Esbjerg i pokalen i 2011. Kampen blev kategoriseret som en højrisikokamp på højde med FCK-Brøndby, hvilket medførte en masse ekstra udfordringer.

Jens var både socialarbejder og politiker og han var ikke bange for at stå alene med sin mening. Indimellem gav det nogle verbale øretæver og modvind. Der var dog aldrig tvivl for Jens om, at han var og blev OKSer. Han vendte aldrig klubben ryggen på trods af modstand og tabte kampe. Han tog en pause og vendte så stærkt tilbage med oprejst pande og ny energi.

For nogle år siden tog jeg en pause fra foreningsarbejdet, mens Jens fortsatte med at træne piger, U6 og ikke mindst var han med til at lave ”Fodbold for sjov” i sommerferien for de yngste spillere. Vi mødtes dog jævnligt til en god snak ved banden, når vi så 1. Senior i kamp.

Sidste år skiftede Jens spor og blev rejseleder som i hans unge dage. På grund af det nye job stoppede Jens helt som træner i januar måned i år. Jobbet krævede meget tid og rejseaktivitet og som altid gik han all in på de vigtige ting.  

Jeg mødte Jens sidste gang for en måneds tid siden en dejlig solskinsdag i gågaden. Altid positiv og energisk og med nye oplevelser i bagagen. Et godt minde.

For et par dage siden fik jeg så den triste besked om, at hans liv brat stoppede her i weekenden. Alt for tidligt og meningsløst.

Ved sin død efterlader Jens sin elskede datter, Andrea og hendes mor, Charlotte. Mine tanker går til dem begge i denne svære tid.

Jens, jeg kommer til at savne dig og vores snakke om vilde visioner.

Æret være dit minde.

Bisættelsen finder sted tirsdag d. 11. juni kl. 12.00 fra Kirkegårdskapellet, Heden 5, 5000 Odense C

Billede: Jens Henningsen

 

 

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungerer, med de giver også info om hvordan du bruger vores hjememside, så vi kan forbedre den for både dig og for andre. Cookie på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden accepterer du vores brug af cookies.
Luk