Menu

Sejr over Hedensted

image Frederik Klingenberg afslutter sit soloridt med at sparke bolden i mål. Foto af Bo Holst Sørensen
Henrik Kleiner
04. november 2019 kl. 10:30
God afslutning på efterårs sæsonen

Hedensted var meget på bolden, men det var OKS der havde de fleste og største chancer i kampen og det var helt fortjent, at Frederik Klingenbergs scoring efter 39 minutter blev sejrsmålet

Kampdata:

OKS vs. Hedensted 1 – 0 (1 – 0)

1 – 0 Frederik Klingenberg (39.)

Udvisning, Christian Klingenberg, OKS (93.)

Tilskuere: 100

OKS valgte at stå en anelse lavere på banen i presspillet end sædvanlig. Derfor havde gæsterne bolden mest, men det var mest foran OKS holdet, der stod solidt på banen foran målmand Adam Pedersen.

Hedensted have et par dygtige og hurtige angribere, men generelt havde forsvaret godt styr på dem og gæsterne havde problemer med at skabe de helt store chancer.

Efterhånden som halvlegen skred frem fik OKS mere spil og vi begyndte at spille os frem til gode muligheder. Føringen lå i luften og efter 39 minutters spil tog Frederik Klingenberg sagen i egen hånd, da han begav sig ud på en længere dribletur på gæsternes halvdel. Den unge midtbanespiller kom frem til kanten af feltet, hvorfra han med venstrebenet scorede uden chance for Hedensteds keeper. 1 – 0 på LED tavlen.

I minutterne efter scoringen havde OKS store muligheder for at øge føringen, men der blev ikke scoret mere og holdene gik til pause.

Fra starten af 2. halvleg virkede OKS i kontrol. Vi havde godt styr på Hedensted. Der var ikke mange chancer, men dem der var stod der OKS på. De rød / hvide virkede i kontrol.

Kampen gik mod enden, men dybt inde i overtiden, kom dommeren i fokus. OKS fik indkast og Christian Klingenberg skulle kaste. Pludselig fløjtede dommeren dog og gav OKS spilleren en advarsel for at trække tiden. Stor undren og endnu værre blev det, da Hedensted spillerne gjorde opmærksom på at det var Klingenbergs 2. advarsel og derfor måtte dommeren trække det røde kort.  En kendelse helt uden fingerspidsfornemmelse fra dommerens side al den stund at der i løbet af kampen ikke havde været tidsudtrækning og at opmanden heller ikke på noget tidspunkt havde haft behov for at bede om at spillet skulle sættes hurtigere i gang. Ærgerligt for Christian Klingenberg at han nu står overfor en enkelt karantæne dag i den første kamp i foråret.

Næste aktion var kampens sidste fløjt og dermed var sejren i hus. En forløsning for OKSerne og jublen var stor. Med sejren fik vi kontakt med et par af de øvrige hold i rækken og vi kan konstatere at vi stadig har en realistisk mulighed for at klare frisag i forhold til nedrykning.

Næste kamp for OKS er først til foråret. Mere herom senere.  

Billede: Dommeren kom i fokus i kampens næstsidste aktion. Selv Hedensted spillerne undrede sig over den manglende fornemmelse for temperaturen i kampen